219 / 500
212
—
Som Fjæld det paa mit Bryst mig faldt,
at hun, der havde mig skjænket Alt,
hvad hendes rige Hjærte mægted,
i eet ustillet Ønske smægted —
at vemodig hendes Taare randt.
Det smerted mig — og, det er sandt,
det smerted dybt - og dog jeg negted!
Thi saadan er vi — just
saadan!
I Egenkjærligheds kolde Panser
staaer ubevægelig en Mand;
naar paa et Offer det kommer an,
da kun sit kjære Jeg han sanser;
mens Kvinden, stærkere end han,
kan Savn og Sorg med Kraft bekæmpe,
ja, selv den Taare skjule kan,
som vilde smelte, dulme, dæmpe.
Dog —■
gutta cavat lapidetn!1)
Den Mand jeg dog gad skue, hvem
en saadan Engels Sorg ej rørte!
Hun tav — men hendes Øje førte
et Sprog, veltalende og yndigt,
et Argument saa klart og fyndigt,
at jeg dets Vælde ej modstod,
men villigt mig henrive lod,
fandt selv tilsidst, at det var syndigt,
og lagde minVillie for hendes Fod!
Nu —kald mig svag, og kald mig dum,
kort: Hvad Du vil - nok sagt, vi rejste.
Vi rejste! Det var en bitter Stund.
Vi rejste — Du veed Hvad det vil sige?
At slæbes afsted i en Karrét —
dybt ned i Katakombers Rige,
paa Taarn og Bjærg og Minaret
som i en Feberrus at stige —
at fare gjennem Lande, Byer,
og gaa paa Jagt efter skjønne Vuer,
efter malte Billeder, hugne Sten,
efter smulne Ruiner, Helgenben,
J) Draaben udhuler Stenen.
(Choirilos
fra Samos.)