217 / 500
Standsning, og jeg ækles mere og mere ved Slutningen,
som ikke tilfredsstiller mig selv. Det kommer vist til
at ligge længe. Kom og trøst mig!“
Hele hans Arbejde blev med Eet afbrudt ved Pla
ner om at rejse til Rom; hans Hustrus og Datters Hel
bredstilstand fordrede det, meente disse. Selv siger han,
at Afrejsen fra Hjemmet og Beslutningen blev lidt tun
gere, end den burde have været, fordi han blev standset
i og reven bort fra et Arbejde, som dengang tegnede
til at kunne blive færdigt efter to Maaneders Forløb;
„men,“ tilføjer han resigneret, „lige fra det Øjeblik, da
jeg havde fast foresat mig at rejse, var det ogsaa forbi;
jeg kunde ikke mere, og Gud veed, om jeg nogensinde
kommer i en saadan Stemning og i en saadan Følelse
af Kraft, at jeg kan lave Slutningen.“ To Trediedele
overgav han i
Morten Bredsdorffs
Værge, og dette
dyrebare Manuskript laa nu forvaret paa hans gamle,
kjære Regens. I Rom er det ham umueligt at arbejde
derpaa; han veed nok, det er Svaghed; men saaledes
er han nu indrettet. Saa udbryder han: „Ak, det røde
Hus! — Dog — alt Dette bliver ganske mellem os.“ 1)
Det var ikke alene den Omstændighed, at han paa
en hensynsløs Maade blev reven ud af et betydnings
fuldt Arbejde, det var ogsaa selve det at skulle rejse,
der var ham imod. I sin sidste Digtsamling havde han
i et Digt „Til Storken“ 2) sunget:
Min Tanke følger Dig paa Vej,
men Hjærtet ej,
det her hos mig maa blive;
—
210
—
9 Breve fra og til C. W ., S. 93—94. *) Sml. Digtn. II, S. 112.