218 / 500
—
211
—
kun her vi trives godt, vi To,
i venlig Ro,
hvor først vi kom tillive.
Jeg gyser for det stejle Fjæld,
og Fossens Væld
mit Indres Sange døver;
mig blender al den stolte Pragt,
og Solens Magt
som Gift mit Hjærte sløver.
Jeg er i fjærne Land og By
forknyt og bly,
Alt er mig fjendsk og fremmed;
som i en vammel Rus jeg staaer,
og Sjælen gaaer
paa egen Haand til Hjemmet.
Nej, her paa denne grønne
Q,
med Skov og Sø,
med Bakker, Eng og Strande,
kun her jeg aander Liv og Mod,
her Vuggen stod,
og her min Grav skal stande.
I Digtet „I et romersk Osteri“ skildres hans da
værende Situation, naar. det hedder1):
Jeg efter et stærkt bevæget Liv,
en vild Omtumlen, nød min Ro
med fulde Drag i en landlig Ro,
hvis bedste Pryd var min favre Viv.
Men ak, en sælsom sygelig Længsel
snart hendes hele Sind betog,
det lignede en voldsom Trængsel,
som Tanken bort fra Hjemmet jog.
Vort Nord blev hende som et Fængsel,
og Sydens brogede Romantik,
med Nutids Kunst, Oldtids Erindring,
stod lokkende for hendes Blik
som hendes Længsels eneste Lindring.
9 Saml. Digtn. VI, 69—73.
14*