223 / 500
med lionardisk Haar,
med buonarotisk Skjæg,
med Kappen sirlig lagt
i cinkvecentske Læg.
End deres megen Snak
om Byens gamle Skrammel
om -Øret suser mig
og gjør mig ganske vammel.
Til Pyramiden hist
man komme kan i Fart;
men ellers Alting er
interessant og rart.
Det er — mod hans Sædvane — et ildesindet, uretfær
digt, gnavent og uelskværdigt Digt, han her har skrevet.
Hvor ganske anderledes lyder Tonen nu, end første Gang
han var i Rom, og anderledes, end da han i deres første
Kjærligheds Tid vilde ud at rejse med sin
-Julie
og da
sang til hende:
Højt fra Kapitol Du skue
skal det store, stille Rom;
tænde sødt Din Andagts Lue
under
Buonarotis
Bue
i St. Peters Helligdom.2)
Det gik ham som
Goethe,
der, dengang han i 1790 kom
andengang til Italien, mærkede, at hans Indbildningskraft
havde spillet en betydelig Rolle ved den Fortryllelse, der
havde grebet ham ved det første Syn af dette Land. I
hans „Venetianske Epigrammer“ seer man, hvorledes den
Glæde og Beundring, han i „Romerske Elegier“ havde
følt ved det Nye, viger Pladsen for en skuffet Stemnings
Bitterhed og Spot. — Der findes blandt Chr. Winthers
Efterladenskaber et Brudstykke af den Dagbog, han
Som karakteriserede italienske Malere i 15dé— 16de Aarh.
2) Sml. Digtn. III, S. 32.
— 216 —