229 / 500
— 222 —
Den 2 Inde Januar 1852 skriver han til hende følgende
hidtil utrykte Sonet:
Fra H[enri],
Ved Dag jeg mindes Dig, ved Nat i Drømme;
jeg seer Dig klarligt vandre ved min Side;
jeg mindes godt, hvor Dine Ord var blide,
hvor Dine Øjne fulgte mig saa emme.
Jeg seer endnu Din hede Taare strømme,
da vi blev skilt og grusomt maatte lide.
En Smertes-Kalk, saa dyb, at ingentide
Du eller jeg tilbunds den kunde tømme!
Men vist jeg veed, vi se hinanden atter
med Smil paa Mund, med Øje imod Øje,
med Fryd saa stor, som ingen Tanke fatter.
Mens Haand i Haand vi glade da tør føje,
af Bægeret den bitre Drik vil svinde,
og Trøstens søde Balsam
der
vi finde.
Faderen forhindrede stadigt, at hun hørte fra ham og
fulgte med hans Udvikling. Han dikterede haarde Breve,
som Sønnen blev tvungen til at sende Moderen, og i
lang Tid udvirkede han, at Sønnen ikke kunde lide
hende. Den 9ende Juni 1850 var Pastor
Werliin
bleven
forflyttet til Ferslev, omtrent midt i Horns Herred paa
Sjælland; han tog da sin 13aarige Søn med dertil og
underviste ham i Hjemmet. Alle
der
og i hele Sognet
holdt meget af
Henri,
som saae godt ud og var god
modig og rar. Efter hans Konfirmation satte
Werlhn
ham i Manufakturhandlerlære i Holbæk. Her følte han
sig meget ulykkelig, ja, i den Grad, at dette unge, saa
forkvaklet opdragne Menneske tænkte paa at tage Livet
af sig selv. Han vidste ikke, hvor han turde søge Hjælp,
og, da han saa havde hørt, at
Frederik den Syvende
skulde være „en god Mand“, besluttede han sig til at