ChristianWinther

— 225 —

tilhørte ham i Sorg og Lyst,

kun ham, kun ham alene.

Han løb i hendes aabne Favn

og blev saa ved at kalde

paa hende med det

ene

Navn,

det bedste blandt dem alle.

Tæt kry stede hun ham til sig,

af Fryd hun maatte græde;

hun havde aldrig anet slig

unævnelig en Glæde.

Ved

A lfred Hages

Hjælp blev

Henri

nu anbragt

paa Kontor hos

Pontoppidan

i Hamburg; dertil fulgte

hans Moder ham og levede nogle Maaneder sammen

med ham derovre, for at lære ham at kjende og støtte

ham. —

Under alle disse Forhold, der medførte megen Sinds

bevægelse, kunde Chr. Winther begribeligviis ikke tage

fat paa Fortsættelsen af „Hjortens Flugt“. Den 17de

Aug. 1855 skriver han1): „Med mit Arbejde staaer det

aldeles stille; jeg har siden min Hjemkomst knap seet

paa Det, som jeg havde færdigt . . ., og jeg har endnu

ikke havt en sindsrolig Time og ikke skrevet een Tøddel.

Det bliver nok aldrig færdigt.“ Men, som Rosen lidt

efter lidt bryder ud af Tjørnen, bryder Sangen frem af

en Digters Smerte, denne Smerte, alle store Mænd have

følt som Fostermoderen for deres udødelige Værker.

Den 13de Septbr. hedder det: „Det gaaer kun langsomt

med „Hjortens Flugt“ ; men det gaaer dog“. Han fuld

fører den ovre paa Liselund; engang erklærede han til

Fru

Julie Sødring:

„Jeg kan kun digte paa Sjælland

eller til Nød paa Møen.“ Usandsynligt er det jo ikke,

]) Breve fra og til C. W., S. 95.

N. B e g h : Chr. W inther. III.