ChristianWinther

—

2 2 3

—

ty til ham. En Dag fik han ude i en Mark bemægtiget

sig en Hest, som han kastede sig paa, og saa skyndte

han sig afsted mod Frederiksborg, til hvis Slot han kom

ridende i Karriere og uden Hat paa Hovedet — den

havde han mistet undervejs. Nu blev det sagt ham, at

Kongen var ikke

der,

men paa Skodsborg,

Henris

Bedstefaders gamle Ejendom. Da satte han sporen-

stregs Kursen afsted herimod, men uden Resultat: hel

ler ikke her lykkedes det ham at faa Adgang til Kon

gen. Saa red han videre til Kjøbenhavn, hvor han

opsøgte en af sine gamle Skolekammeraters Fader,

Rentier

Jahnsen

, der strax underrettede Præsten

Wer-

hin

om Sønnens Tilstedeværelse i hans Hus.

Werliin

kom hurtigt til Kjøbenhavn og førte

Henri

hjem til

Ferslev.

F L . Liebenberg,

som havde erfaret denne „Flugt“,

meddelte sig skriftligt derom til Chr. Winther, der i de

Dage opholdt sig som Sygeplejer i Stege. Den 17de

August 1855 skriver Winther da til ham1): „Det var

meget heldigt, at jeg netop var i Stege og, useet af

Andre, modtog Deres venlige og kjære Brev, hvori den

forfærdelige Beretning stod om min stakkels

Julies

Søn.

Nu kunde jeg, som jeg burde, fortie det for hende,

dette,

som hun mindst i denne Tid burde erfare Noget om;

hun vilde ikke kunnet holde det ud. Bedst er det at

lade hende blive uvidende derom, saalænge det lader

sig gjøre. Det kunde jo ogsaa være, at det unge Men

neskes Tilstand (thi han skal

virkelig

lide af Sindsfor

virring) var en Følge af Sygdom, der, naar den kom

1) Professor

Borchsenius,

som ejer

Liébenbergs

Breve, har over

ladt mig dem til Afbenyttelse.