231 / 500
til Udbrud, vilde kunne helbredes, og med den Deliriet.
Forresten var Deres Gisning om Faderens muelige For
hold i denne Sag jo ganske velbegrundet i hans Ka
rakter, end hvilken man ikke kan tænke noget Siettere.
I ethvert Tilfælde kan jeg ikke Andet end tro, at Fa-
derens Behandling jo har fremkaldt Sønnens beklagelige
Tilstand . . . Her fra Stege skrev jeg samme Dag [som
jeg fik Deres Brev] til
Monrad,
bad ham undersøge
Tingen og afgjøre Hvad man mueligt burde gribe til.
Den" 13de Septbr. skriver Winther atter: „Det var som
jeg formodede, og som siden er meldt mig fra
Monrad,
i Sygdoms Vildelse, at Fyren havde taget sig denne Tur.
Dog er jeg slet ikke paa det Rene med, om ikke Fa
deren har stor Skyld.“
Henri,
der nu var 18 Aar gammel, havde juridisk
Lov til at træffe Valget mellem Faderen og Moderen,
og efter sine egne Ord til mig valgte han det Sidste,
fordi
hun
vilde hjælpe ham frem, medens Faderen vilde
hæmme hans Udvikling.
Efter mange Aars Forløb gjensaae Moder og Søn
nu hinanden. Man kommer til at tænke paa Cecils
Møde med Sønnen i „Alfernes Plejesøn“, hvor denne,
da han gjensaae sin Moder, godt kunde forstaa, at
hun
— hun var den Rette1):
Den Eneste, han hørte til,
den Eneste, hvis Hjærte,
hvis Tanke, Taare, Suk og Smil,
hvis Glæde og hvis Smerte,
hvis Længsel, Stolthed, Haab og Trøst,
hvis Drøm og Vaagen ene
i) Sml. Digtn. VI, S. 2 0 -2 1 med lidt Forandring iVersenes
Rækkefølge.
—
2 2 4
—