235 / 500
— 228 —
det ikke til. „Hjortens Flugt“ er ikke et Epos, en episk
Helhed. Helten beskyldes for at være altfor ubetydelig,
lidenskabs- og daadløs til at kunne vedligeholde Læse
rens Interesse. „Denne vækkes for ham i første Sang
med dennes Muelighed for episk Udvikling, for Daad,
Affekt, Konflikt, osv.; men i det Følgende se vi ham
næsten kun i idylliske og milde, elegiske Situationer;
mod en saa blød og resigneret Yngling behøves der ikke
at gribes til saa voldsomme Midler. Man maatte vente,
at den grusomme Hævn, Kongens Frille viser ham, fordi
han ikke vil bønhøre hendes Elskov, vilde rive ham
ud af hans Ro; men han synes ikke engang at harmes.
Han afventer Tilfældet for at redde sin Elskede, hvem
Frillens Hævn ogsaa har ramt; men han burde i dette
Tilfælde være opflammet af Daadskraft og Begejstring.
Mangel paa episk Gjengjældelse se vi i Kongens Skæbne:
efterat han i hele Digtet har været skildret som rygges
løs og sin ædle Dronning paa den frækkeste Maade
utro, koster det ham kun en Times mørk Grublen, saa
sparker han med sin bestøvlede Fod til sin Frille, føler
sig let om Hjærtet og modtages med aabne Arme af sin
fromme Dronning. Peder Jærnskjægs tragiske Skæbne
vækker derimod virkelig episk Interesse; han og Fol
mer Sanger ere sikkert de mest plastiske Skikkelser i
Digtet.“ —
Idet Anmelderen slutter, takker han Digteren for
hans paa poetiske Skatte saa rige, uventede Gave, og
derefter spørger han, om ikke —■uden Hensyn til
Eposets Fordringer — det Romantisk-Dæmoniske og
næsten altfor glødende Sanselige i Digtet paa den ene
Side og det Historisk-Virkelige og milde Idylliske og