241 / 500
— 234 -
paa Karakterskildring, og hans Digtning gjør saaledes
ikke engang Fordring paa at opfylde Alt, hvad man
ellers forlanger af et Drama i specieliere Forstand eller
af en Roman; men hvad selve Konstruktionen af det
Hele angaaer, Anlægget og Gjennemførelsen af Planen,
saa nærmer det sig øjensynlig de sidstnævnte Digter
værker og adopterer disses sædvanlige Problem af en
mer eller mindre indviklet Intrigue, som atter paa en
mer eller mindre fyndig Maade skal udvikles, og, som
sagt, nærmer det sig langt mere hertil, end de fleste
ældre Digtcykler, der sædvanligviis nævnes som Mønstre
for Romancens Art. Handlingen i „Hjortens Flugt“ er
saa langt fra at eje den sædvanlige episke Genres En
kelthed og lette Overskuelighed, at Læseren tværtimod
behøver at holde sin hele Opmærksomhed spændt for
at følge med dens Gang gjennem det virkelig Indviklede
i de Detailler og hverandre kryssende Episoder (der
for en Del ere smaa, selvstændige Romancer for sig),
som karakterisere Arbejdet helt igjennem. Det Spæn
dende og Handlende her forøges endydermere gjennem
„den mystiske Halvdag, den magisk dunkle Belysning,
som Forfatteren har udbredt over nogle af Figurerne og
Scenerierne“.
Dette bemærkes ingenlunde som Indsigelse; thi
Ingen kan mere uindskrænket end vi hylde den Grund
sætning, at „alle Genrer ere gode, kun ikke de kjede-
lige“ ; men vi ville mene, at Forfatteren — ved saaledes
betydeligt at have udvidet de sædvanlige Grændser for
Romancens Art — har beredt sig selv Besværligheder,
som Romancedigteren ellers naturligt undgaaer, og som
maaske delviis ikke
kunne
løses fuldt tilfredsstillende.