ChristianWinther

— 237 —

kostume, hvori det Hele er blevet klædt paa . . . dels,,

og endnu mere, den uovertræffelige Lokalfarve, som

Digteren har udbredt over sine Scenerier. Det er blevet

ytret, at „Hjortens F lugt“ i Realiteten blot er en Slags

Reproduktion paa større Lærred af „Træsnittene“, disse

ældre smaa Romancer, gjennem hvilke Winther paa een-

gang hævede sig til saa høj Digterrang og indtog en

Plads helt og holdent for sig selv paa det danske Par

nas. Men Sandhed kan det ikke desto mindre være,

og er det ogsaa, at det samme Element, som saa frem

trædende udmærker „Træsnittene“, nemlig Landskabs

maleriet, her i rigt Maal har faaet sig tildelt et Rum

inden for Rammen, og vi kunne ikke se Andet, end at

dette — saaledes som Winther

maler

— er skeet til det

Heles synderlige Fordel. Der hviler saaledes over Dig

tet fra dets Begyndelse til dets Slutning en saa ægte

dansk Himmel, der dufter overalt saa indtagende af

Bøgeskov og Markblomster, der synger saa mange vel-

bekjendte Hjemlandsfugle, hele Landskabet er i sine

mindste Enkeltheder af sjællandsk Ynde, saa sandt, saa

haandgribeligt og „hjemligt“, at Digterværket herigjen-

nem fremfor Alt viser sig som en

national

Komposition.

Man vil let kunne forstaa den Magi, som ligger heri, i

Dette, at et Folk i Digtningen gjenkjender sig selv, føler,

at dette just er dets Eget, og man kan saaledes ikke

undie sig over, at den danske Almenhed har modtaget

dette Digt med saa stor Begejstring. Chr. Winther er

uomsti ideligt en Mester af første Rang hvad det angaaer

med nogle Penselsstrøg at male en dansk Natur; han

har studeret den med et ø je , der ikke lader Noget

uænset, og han gjengiver den med en Kjærlighed, en