245 / 500
— 238 —
Henrykkelse, for hvilket hans Sprog ogsaa byder ham
de paa eengang simpleste og mest maleriske Udtryk i
aldeles uudtømmelige Variationer.“
Anmeldelsen slutter med at sige, at dette Digter
værk ikke skal refereres, end mindre dissekeres; men
det skal
læses.
Det er et Kunstværk af en saadan
Rang, at Hvadsomhelst Kritikken end kan have at ind
vende imod en eller anden Enkelthed i det, saa ejer det
i sin Helhed et retmæssigt Krav paa at finde Læsere,
saa langt som den nordiske Tunge taler og forstaaes.
Tillige er det et betydningsfuldt Fænomen i den Hen
seende, at det paa en sejrende Maade har beviist ogsaa
for de mest Forsagte, at den Vind, som blæser gjennem
den nye Tid, dog ikke aldeles — saaledes som Mange
have ’paastaaet det — er en Scirocco for Poesien, men
at „den glade Videnskab“ endnu lever med friskt Liv
og lever midt iblandt os, „en usynlig Lærke, klingende
som en Klokke fra det blaa Himmelhvælv.“ —
Ogsaa privat strømmede Takken ind over Digteren.
Den 1ste Dec. 1855 skrev
N . L . Heyen
til ham:
— Doch das bekannte Saitenspiel
mit Muth und Anmuth anzugreifen,
nach einem selbstgesteckten Ziel
mit holdem Irren hinzuschweifen,
das, alte Herrn, ist eure Pflicht,
und wir verehren Euch darum nicht minder.
Das Alter macht nicht kindisch, wie man spricht,.
es findet uns nur noch als wahre Kinder.
— Se, det har Du nu gjort, kjære Ven! Din Strængeleg
toner i „Hjortens Flugt“, saa modig, saa fuld og frisk,
saa yndig, at den ret kvæger Sjæl og Sind i denne for
trykte Tid, at den trøster og opliver. Det har den gjort