248 / 500
— 241 —
der blev saa tyst i Sale
og saa dødt under Tag,
som Sangen var lagt i Dvale
og Harperne slaaet i Kvag.
Ej var hver Stræng dog indsovet,
der bruste en Klang mod Sky,
saa vi maatte rejse vort Hoved
og fatte Haab paany;
og, mens over Land den ganger,
det lyder i Alles Hu:
Hin „unge Folmer Sanger“
ham har vi jo endnu.
End har jo de Toner Mæle,
end er ej den Harpe træt,
hvorved de danske Sjæle
har smilet og har grædt;
de Triller er ej forstummet,
men klart gjennem Skoven gaa,
hvori vi har fornummet
vort eget Hjærte slaa.
End lokker han jo af Mulde
Blomsternes mylrende Hær
og midt i den bitre Kulde
hænger os Blade paa Træer;
„end let som før han sig svinger,
„vi føler, at paa hans Fod
„er Sommerfuglevinger
„og Solglimt i hans Blod.“
I „Fædrelandet“ hilses Winther med to Digte, et af
hans Ven
Theodor Schorn1),
et af
TI. C. Andersen
2) ;
dette sidste lyder saaledes:
Han snitted i Træet — der dufter
af Kløver og Bøgens Blad;
han Hjorten jog — og der klang os
et dansk udødeligt Kvad;
J) 1856, Nr. 1. 2) 1855, Nr. 282.
N. B ø g h : Chr. W inther. III.
16