246 / 500
— 239 —
hos mig og Mine, og vi kunne ikke Andet end sende
Dig den inderligste, hjærteligste Tak derfor.
Din N. Høyen.
Welhaven
skriver: „Pris og Tak for „Hjortens
Flugt“ med de prægtige Løb og Syner i Poesiens rette
Trylleland!“
Den 4de Dec. 1855 skriver Fru
Heiberg
til h am 1):
„Professor Winther! Da jeg veed af Erfaring, at endog
den Ringestes T ak kan være os kjærkommen, naar vi
føle, at den er meent, saa kan jeg ikke tilbageholde at
sende Dem min for Deres sidste, skjønne Gave. Det
var mig ret saa forunderligt at læse dette Digt. Jeg
blev paa eengang glad og rørt over i disse trykkende
Tider atter at blive ført ind i Poesiens Land. Jeg fore
kom mig selv som Pigen i „Søstrene paa Kinnakulla“,
der længe havde siddet indesluttet i Bjærget og nu med
Eet hører Klokkerne ringe. Som hun, kunde jeg i min
Glæde ikke tilbageholde mine Taarer ved at høre denne
Lyd, den længe savnede Lyd. Ogsaa
Heiberg
har ret
glædet sig over den Friskhed og Fylde i Form og Digt,
som „Hjortens Flugt“ indeholder. Det skal være mig
en Nydelse atter at læse det højt for min stakkels Svi
germoder, der sandelig ikke mindre end vi Andre kan
trænge til lidt Sollys i disse graa, prosaiske Tider, hvor
saamegen Usandhed og Hensynsløshed træder En
imøde2). . . . Nu har De . . . sendt mig baade Frugt
og Blomster til min Opmuntring. Modtag derfor endnu
engang min inderligste T ak .“
r)
Breve fra og til C. W., S. 96. 2) I disse Aar, da
Heiberg
var Teaterdirektør, led — som bekjendt —- hun og han meget under
forskj ellige Teater-Bryderier.