243 / 500
teristik angaaer, er Chr. Winther fra gammel Tid be-
kjendt som en ypperlig Mester deri. Den vandrende
Sanger, sorgfri og kjæk, ridderlig, men en Smule let
sindig, med det bedste Hjærte i Verden og med Brystet
fuldt af Toner, som ved den ringeste Foranledning
svømme over og bruse ud i den rigeste Vellyd (hans
Afskedssang til Strange og Ellen er sikkert noget af
det Skjønneste, som den danske Lyrik har frembragt)
— hele denne Personlighed er fortræffelig opfattet og
fremstillet med levende Sandhed og Objektivitet. Selve
Dorrit, denne fantastiske Skabning, halvt Fantom, halvt
Realitet, undfangen i et gruopvækkende Mysterium, op-
voxen i et vildt Naturliv, forhexet af dæmonisk Tillok
kelse og forstyrret af Lidenskab, tilsidst selv et Offer
for sin eneste virkelige, men ubesvarede Kjærlighed, til
Forsoning for alle de Ofre, hendes Indfald har kostet,
ogsaa dette Billede synes os fattet med megen Følelse
og gjengivet paa en Maade, hvorigjennem det Over
naturlige og det Menneskelige er blevet forligt, idet-
mindste til en poetisk Holdbarhed, om end ikke til en
konkret Sandsynlighed. De enkelte Situationer i Værket
ere — vi kunne gjærne sige
alle
— fremstillede med
et mærkværdigt Talent; nogle — saaledes det Æventyr,
som begynder Digtet, og Stranges Strid med Ellens
Vogtere — ere helt og holdent af megen episk Styrke,
andre, saasom Dorrits Død, af en gribende dramatisk
Effekt.
Der kommer imidlertid noget aldeles Specifikt til,
som giver dette Digterværk dets maaske mest udmær
kede Forrang for Mængden af den Slags større roman
tiske Digte. Vi mene dels det særdeles veltrufne Tids— 236 —