239 / 500
—
2 3 2
—
er Poesiens egentlige Opgave. Vistnok, man bliver og-
saa menneskelig friskere ved at optage det Yndige og
Livsglade, det Tiltalende eller Rørende i Naturlivet; men
det synes os, at „Hjortens Flugt“ nu overvejende — ved
paa anført Maade at fordybe sig saa inderligt i Elskovs
problemer og beskæftige Fantasien dermed, uden nogen
sinde at hæve den fuldstændigt og højt op derover — er
en fin Sanseligheds og Livsnydelses Digt, der i Idealitet,
men ikke i Ungdom og Liflighed, staaer tilbage for
nogle af samme Digters tidligere (f. Ex. „Sangerens
Lykke“ x)).
Denne udførlige Anmeldelse, hvoraf der her kun er
givet et Uddrag, maa den deri interesserede Læser efterse
paa vedkommende Sted.
Blade som „Fædrelandet“ og „Flyveposten“ maa
have fundet, at „Hjortens Flugt“ var hævet over, eller
i alt Fald ikke trængte til Anmeldelser; thi de indeholde
ingen saadanne.
Ogsaa uden for Danmark skrives der større Af
handlinger om denne Digtning. I „Kopenhagener Zei-
tung“ faaer den stor Roes. Efter mange Lovprisninger
for Det, som enhver af Anmeldelserne fremhæver, siges
der, at en Flugt i den højere ideale Region er Winther
— som i det Hele taget de Danske — unaturlig. Han
velsignes, fordi han „ligesom Danmarks Ædle,
Inge
mann, Andersen, Hauch, Heiberg
og
Oehlenschlæger,
har unddraget sig den politiske Hvirvel, der ellers saa
stærkt har bragt det Gode i Folket i Fare og skjult dets
ærgjerrige Talenter.“ „Saaledes som dette Mindretal af
ædle Danske, der ved deres Benegtelse af den politiske
x) Sml. Digtn. V, S. 175.