238 / 500
—
2 3 1
—
Mand tro, er ikke noget heldigt Exempel paa, hvorledes
den stærke Kjærlighed kan være ædel og ren. I det
Hele synes
Goldschmidt,
at vedkommende ideale Per
soner udføre deres Pligt, ikke kæmpende, fristede, sej
rende, men ifølge lykkelig-kølige Anlæg, saa at selv det
Moralske i dette Digt fremtræder som en Naturmagt,
eller rettere: som en Mangel paa Kraft. Derfor synes
han, at der i dette Digterværk savnes en Modvægt mod
den Fylde, den Styrke og Farverigdom, hvormed det
sanselige Liv i Menneske- og Natur-Verdenen er skil
dret deri.
Han ender med at sige: „Den sidste Hovedperson,
vi have at omtale, Folmer, Sangeren, er tegnet nøje
efter Naturen, det vil sige: han er skildret, som poetisk
begavede Mennesker hyppigt ere, og som Folk i Al
mindelighed bedst kunne forstaa det. Han ligner paa
faldende de franske Troubadourer, der drog omkring og
priste deres udkaarne Dames Skjønhed og Dyder, havde
en Kjærlighedshistorie i hver By og bildte sig ind, at
de elskede den Ene. Undertiden fremtræder Noget hos
ham, i hans Forhold til Dronningen, der giver hin før
omtalte Antydning af en dyb og mægtig Kjærlighed,
som rækker langt op over Jorden. Men hans Sind er
for let, og hans Sang ligesaa. Vi sige ikke, at dette
er en absolut Fejl; det er visselig smukkere end Senti
mentalitet og Klynken; men, havde denne Skikkelse
været mandigere, havde hans Skæbne viist os en dyb
og kraftig, smertelig, men stolt bevæget Menneskesjæl,
saa vilde Digtet have faaet sin Ligevægt, det vilde have
udsendt den Klang, der hjælper Læseren til at blive
mere Menneske — og vi have den Mening, at Saadant