236 / 500
— 229 —
Elegiske paa den anden staa temmelig skarpt og for
sonet sammenstillede.
I „Nord og Syd“ ofrer
M. Goldschmidt
„Hjortens
Flugt“ en længere Omtale. Han fremhæver dette Digts
store Rigdom, som strax træder En imøde gjennem
Sprogets Dejlighed og Fylde, Billedernes Mangfoldighed,
Versenes melodiske Fald og Naturskildringerne. En an
den Rigdom er
Kompositionens,
for saa vidt som nemlig
mange Arter af menneskelig Skæbne her ere, fremstil
lede og bragte i indbyrdes Forbindelse; de ere mang
foldige og dog i en vis Henseende alle af samme Slags.
Der er den sanselige Kjærlighed i forskjellige Skikkelser,
baade brutal, halv poetisk og dæmonisk; der er den
naive, idylliske og den højere, romantiske, som gjennem
Modgang kommer til Lykke; der er Pligtgiftermaal, Skin
syge og Mord, og endelig er der idetmindste en Antyd
ning af den dybe, haabløse og forsagende Kjærlighed,
der søger og finder Lykken i Regioner, hvor Verden
ikke aner dem. Paa sin Flugt fører Hjorten den røde
Traad, der snoer sig mellem disse Skæbner og sammen
binder dem.
Af hine forskjellige Arter er unegtelig den sanselige
skildret med størst Energi. Der er en til Naturskildrin
gerne svarende, forbavsende Livskraft i de Situationer
og Personligheder, som høre hertil, navnlig i Gulitza og
Rhitra. Om Alt, hvad der i denne Bog vedkommer
denne Art Skildring med dens livfulde Skikkelser, der
stærkt gribe Fantasien og — til Trods for den Proces,
der kan anlægges imod dem, — blive staaende i Erin
dringen og blive Læseren kjære, om alt Dette erklærer
Goldschmidt,
at det vilde være beundringsværdigt som