252 / 500
Dette sjællandske Digt havde han ønsket at synge
for det ægte, uforfmede danske Folk. Da
Benny Spang
bragte ham en fornem Dames T ak for det, blev han
ligefrem vred, ivrig og ilde ved det; han udbrød: „Det
er en stor Fejltagelse! Jeg har aldeles ikke skrevet
den Bog fot det Slags Folk; jeg bryder mig ikke om
at behage dem, da deres Roes er mig intetsigende, og
jeg ønsker aldrig at have Noget med dem at gjøre.“
Han sa n g 1):
Fortabt, forskudt, i Nød og Sorg,
mod Slot og Borg
jeg hæved bly min Stemme;
man naadigt fra Balkonnen saae,
man vendte sig og lod mig gaa;
—
der
var jeg aldrig hjemme.
Denne hans Udtalelse er i Samklang med en anden,
som han slaaer fast i sin Henvendelse „Til en Digter“ 2),
over hvilket Poem han som Motto har sat
Poul Mel
lers
Ord:
„Hvor Mænd i Atlashoser gaa,
er ej vor Plads“
Og:
„Men det skal være Folkets Fryd og Taarer,
som klinger i den danske Digters Røst.“
Winther siger her til Digteren:
„Hvis Du vil synge Dig til Glæde
„og ærlig Tak for Sangen faa,
„skal ikke Du i Hallen træde,
„hvor Fornemhedens Gud har Sæde,
„hvor Nøgler og hvor Stjærner gaa;
„thi
der
tidt Tankerne er spæde,
„og
der
tidt Hjærterne er smaa.
— 245 —
X) Sml. Digtn. X, S. 86. 2) Smsteds II, S. 17.