258 / 500
— 251 —
tillader de Andre at trække hende til Noget, som kunde
skade hendes Sundhed, f. Ex. Søture til Christiania og
Deslige. „Jeg føler“, siger hun . . . ., „at jeg bliver
stærk i Dagetal og saa fed, at Du ikke strax vil kjende
mig.“ Er dette ikke guddommeligt?“ Dette Ophold
indtraf, kort efterat Forholdene med
Henri Werliin,
der
endnu opholdt sig i Altona, vare bievne ordnede, og
Winther siger da: „Naturligviis bidrager, foruden al
denne
iidvortes
Ro, ogsaa den nu indtraadte
indvortes
Sindshvile til at styrke hendes ved en saa langvarig og
smertelig Spænding og idelige Skuffelser svækkede Hel
bred. Gud skal loves, der kommer nu — haaber jeg —
en god Tid for hende.“
Han sender hende en Hilsen paa Vers, hvori han
siger1):
Jeg seer Dig hisset tydeligt
at gaa langs mørke Graners Mur;
det klæder Dig saa nydeligt
at færdes i den fri’Natur.
Paa Møen, ved „Dejligheden“,
i „Røde Hus“, ved gamle Rom,
hvorhen saa Lejligheden
Din Fod paa Vandring førte om,
i Skov, i Dal, paa Høje,
Du i Din Kjole, hvid som Sne,
var altid for mit Øje
saa ubeskrivelig sød at se! —
Jeg seer Dig ensom vanke
og plukke hist og her et Blad;
jeg tænker mig Din Tanke
og haaber, den er frisk og glad;
jeg tænker mig Dit Hjærte,
jeg veed, at det er ømt og stort,
og haaber, at for Smerte
det nu er lettet og frigjort,
h Sml. Digtn. III-, S. 256—57.