264 / 500
— 257 —
min Smag maa jeg kalde ham et smukt Mandfolk.“
Mandens
ideale
Ydre
skildrer han saaledes1):
En dejlig Karl, saa rank og bold!
Halvvejs en Zeus og halv Apoll!
Lig sort Agat det stolte øje,
det kruste Skjæg, og om den høje
den stærke Pande faldt Lokker rige —
med hvælvet Bryst og Ryggen lige,
med Laar og Ben, fuldendt i Form!
Chr. Winther holdt altid paa det Naturlige; han
vilde, at hver Ting — baade i Digtningen og i Hver
dagslivet — skulde nævnes ved sit rette Navn. I sin
Fortale til „Kæmpeviser“ (1840) tager han Parti for de
gamle Folkesanges
naturlige Udtryksmaade og
taler
nedsættende om det Pæne og derved altfor Flove; han
siger: „Vilde man lade sig støde af det Barokke, det
æventyrlig Gigantiske, det Usandsynlige, det Grumme
og Blodige, vilde man bortskære og indskyde, omarbejde
og polere, for ved saadanne „tidssvarende“ Forandrin
ger at tvinge de gamle Sange til at opfylde de samme
Fordringer, man nu plejer at gjøre til et veldrejet, pyntet
og slikket moderne Poem, saa vilde ogsaa det gamle
karakteristiske Præg aldeles udslettes og vanskabes, den
yndige jævne Enfoldighed gaa tabt, hin Oldtidens hellige
Duft, som allevegne her aander os imøde, forsvinde, og
de nye Lapper, hæsligt forstyrrende ethvert Indtryk,
overalt skinne frem. Til en saa formastelig Forgribelse
paa Noget, der bør være enhver Dansk helligt, vilde
jeg, om jeg end besad nok saa stor teknisk Færdighed,
ikke laane Hænder.“ Ligeledes siger han senerehen:
„Om Rimene ere regelmæssige eller ikke, synes mig at
b Saml. Digtn. VI, S. 79.
N. B ø g h : Chr. Winther. III.
17