265 / 500
— 258
være en Sag af saare underordnet Vigtighed, og for hvis
Skyld man Intet bør opofre.“ — I et utrykt Brev til
Liebenberg
siger han om nogle Digte, at Formen vist
nok hist og her har sine Mangler, men at dette endog-
saa er ham kjært; værre var det, hvis de vare pynte
lige og glatte og rigtige. Denne Glæde ved det Oprin
delige hørte hans Geni til. Den sporedes i hans Vers
og i personlig Omgang med ham. Han fordrede saa-
ledes altid Naturlighed i Ordenes Udtale. Han gav sig
meget af med at rette det Sprog, de unge Piger, som
kom i hans Hus, førte. Den kjøbenhavnske Udtale —
f. Ex. af
cl
som
æ,
eller
i
som
æ
— hadede han og
paastod bl. A., at man skulde sige
Siælen,
ikke
Schæ-
len, siælden,
ikke
schjælden.
At der i hans eget Hus
blev talt om hans digteriske Frembringelser, taalte han
ikke. Jeg kommer derved til at mindes en Anekdote.
Den engelske Digter
Matthew Prior,
der var Englands
Gesandt ved det franske Hof, lod sig engang vise Ver-
sailles Herligheder og iblandt Andet nogle af
Le B run s
Malerier, der forestillede
Ludvig den Fjortendes
Sejre.
Da vedkommende Cicerone spurgte
Prior
om
Vilhelm
den Tredies
store Bedrifter ikke ogsaa vare at se i det
engelske Residensslot, fik han til Svar: „Nej, Mindes
mærker om min Herres Storhed seer man overalt —
undtagen hjemme hos ham selv.“
De unge Piger mærkede — ligesaalidt som Andre
— ikke meget til
Poeten
i Christian Winther.
Benny
Sjang,
som var i Besøg hos ham paa Landet, stod en
Aften og saae op mod Stjærnehimmelen; han kom da
bagfra og sagde:
„Hvad er
det,
De
der
gjør, lille
Benny?
Staaer De og tilbeder Stjærnerne? Hold De