271 / 500
— 264 —
sion, og Gjenstandene for hendes evindelige Forelskelser
vare ofte Skuespillere, som da maatte indbydes
der
i
Huset.
Hun var — som i Alting — yderliggaaende
pgsaa i sine Kjærlighedsytringer. Winther oplevede alle
hendes Extravagancer, krympede sig til det Yderste,
men tav stille. Hendes Moder saae godt de store
Skrøbeligheder, der karakteriserede hende; men Moder
ligheden gjorde Alt for at dække over dem og tage
dem i Forsvar. Som Fru Winther vilde have, at Søn
nen skulde være aandrig, saa vilde hun, at Datteren
skulde være barnlig-naiv, og dette udartede til Karrika-
tur.
Ida
forlovede sig ret hyppig, og hun havde Magt
til at fange en Mand, men aldrig til at holde ham fast.
Saa maatte Winther paatage sig at afvikle og ordne
Forholdene. „Han var paa eengang sin Hustrus og
Datters Bybud og opvartende Kammerjunker. Naar
Ida
vilde paa Tivoli, maatte han følge hende, vilde hun
ind i et Telt og betragte Hottentotterne — han maatte
med, skjøndt han tydeligt kunde se, de Allesammen vare
fødte i Antoniestræde. Vilde hun i et Sekondteater og
se en af sine „Flammer“ spille daarlig Komedie, Winther
maatte være hendes Kavaler, og, ønskede hun sammen
med sin Moder at deltage i et Karneval, han maatte
ofre sin Nattesøvn, hvis da ikke en enkelt Gang en Ven
som Professor
Carl Holten
tilbød sig; naar de saa tog
bort, sagde Winther: „Aa, Gud give, jeg havde Jer vel
hjemme igjen!“.“
Alle disse Urimeligheder, bar han med Engletaal-
mod; for sin Hustrus Skyld taalte han Alt, saaledes
som Den gjør, der virkelig elsker. Naar der i
Lieben-
bergs
Fortale til „Breve fra og til Chr. W inther“ siges,