272 / 500
— 265 —
at han fandt en Glæde i at fortælle sin Datter, lige fra
hendes Barndom af, alle komiske Historier og Indfald,
der kom ham for ø re, og at høre hendes hjærtelige
Latter derover, saa er dette vist sandt; men, naar der
tilføjes, at han ofte sagde: „Er jeg forknyt, hæves jeg
igjen, naar jeg blot hører
Idas
Latter“, saa er dette
rigtignok kun meget tynd Sandhed, skrevet ned for at
tilfredsstille en Moders Fordringer, og skrevet af denne
selv, ligesom hele den Fortale, hvori denne Ytring fore
kommer1). Det tør vist ansees for sikkert, at Winther
tidt •— baade mundtligt og i Breve, som hans Hustru
fik at læse, — udtalte sig gunstigt om
Ida,
kun for at
glæde
Julies
Hjærte.
Ida nedtrykte
ham langt, langt
oftere, end hun
hævede
ham. Der foreligger jo paa
T ryk en hel Del Digte til hende; de ere tydelig nok
pinte frem
invita Minerva,
maaske paa Moderens Op
fordring, i alt Fald for at glæde hende; virkelig Sympati
aander intet af dem. —
Ganske naturligt spørger man: „Var det et Savn
for Winther, at han ikke havde Børn i sit Ægteskab?“
Herom har han vist aldrig udtalt sig direkte; men den
Gemme med Frugtbarhedens Symbol, som han havde
givet sin
Julie,
talede jo sit tavse Sprog om hans Øn
sker, og man kan drage Slutninger af hans store Kjær-
lighed til Børn. Da han i 1842 opholdt sig hos sin
Stiffader i Maribo Bispegaard, var hans Stifsøster, Fru
Bredsdorff
fra Sorø,
der
samtidigt med h am ; hun havde
sine to smaa Piger med sig, og deres Værelse stødte op
til hans, saa hun kom tidt med sine Døtre ind og be
søgte ham. En Dag stod hun i hans Stue og havde
b Jeg ejer den selv med hendes Haandskrift.