274 / 500
— 267 —
I „Gaston den Gode“ skildrer han Fru Agnes:s Børn i
Vuggen paa en noget lignende Maade som ovenfor1):
Den Ene, sort af Haar og bleg,
med knyttet Haand, sig krum mod Væg
og mut og trodsig vender;
men En, guldlokket, fri og frank,
som Æblet trind, som Druen blank,
mens Brystet kraftig steg og sank,
laa
der
— med aabne Hænder.
I „De to Kusiner“ skildres Drengen, der gaaer og leger
med sin Bue,
og han er blond, og han er vild,
men kløgtig, fuld af Løjer;
kun Fruens milde Moderblik
hans stærke Villie bøjer.
Og fra sin bedste Leg han tidt
sig ind til hende sniger;
der
sidder han, mens Ojet ej
fra hendes Aasyn viger.
Han fritter da om tusend Ting,
om Folk i Bondebyen,
om Stjærnen, Maanen, Hest og Lam,
om Blomsten og om Skyen.2)
I „Flugten til Amerika“, „Dansen i Skoven“, „Al
fernes Plejesøn“, „En Sanger“ og flere andre Steder
spores den samme Følelse for Barnet, saaledes ogsaa
i de mange Børnebøger, der ere udgaaede fra hans
Haand, og der kan jo ikke være Tvivl om, at han, der
elskede sin Hustru højt, ogsaa gjærne havde seet hende
som
Moder
til deres fælles Barn. I hans Digt „En
Mand og en Kvinde“ siger Kaziken klagende til sin
Hustru3) :
b Sml. Digtn. IV, S. 141. 2) Smsteds V, S. 86. 3YSmsteds
IV, S. 116.