278 / 500
— 271 —
dagsretter, hvilket vil kunne sees deraf, at hans Yndlings-
spise — som før sagt — var Øllebrød med Slaabroks-
sild og Pandekager, hvilket Maaltid var det sædvan
lige om Løverdagen. Det skal dog heller ikke forties,
at han gjærne nød raffinerede Retter — men blot med
Maade. Spøgende kunde han bebrejde
Henri Werliin,
at denne var kvantitativt Gourmand, medens han hæv
dede sin egen Ret til at være det kvalitativt. Som
Ho-
rats
prædikede han Maadeholdets Filosofi, Maadehold i
Medgang som under Modgang, i Forsagelse som i Ny
delse. Saalænge det var mueligt, spiste han hver Dag
til Dessert et Æble. Sent paa Aaret gjorde han da altid
en Undskyldning, fordi han var den Eneste, der fik et
saadant; „men det var nødvendigt for hans Sundhed.“
Efter Middagsmaaltidet, som i de Aar, vi her befinde
os i, sædvanligviis var Kl.
51/2,
og ved hvilket han altid
livligt fortalte sine Oplevelser ude fra Byen, hvor han
ligefrem opsamlede Stof til Meddelelse i .Hjemmet, vilde
han gjærne være aldeles i Ro og havde da sin bedste
Arbejdstid. Naar han saa var bleven iført sin Slaabrok
og havde faaet sin Pibe tændt, befandt han sig vel.
Snart var hans Værelse i den Grad opfyldt af Tobaks
røg, at Husets Damer, naar de et øjeblik stak Hovedet
ind ad Døren, ikke kunde trække Vejret. For hans Hu
stru, der led af nervøs Hovedpine, var det aldeles umue-
ligt at tilbringe en nok saa kort Tid derinde. I hendes
Stuer taaltes der ikke Tobak, og, inden han atter viste
sig i disse, sørgede han for at fjærne al saadan Lugt
fra Klæder, Haar og Skjæg, og dette skete ved Hjælp
af
Eau de Verveine, Julies
Yndlingsessens. *)
b Efterladte Digte S. 106.