281 / 500
— 274 —
men ak, jeg mærker grandt, hvor svagt
henkastet er Konturen,
at Farverne er uden Pragt
og ligne ej Naturen.
Jeg føler, hvor min Haand er mat,
mit Øjes Lys halv slukket,
at Tankens Dag er blevet Nat
og Musens Tempel lukket.
Men tænker jeg mig rigtig om,
mit Sind til Ro kan finde
i mit Asyl, min Helligdom,
hos Dig, min Elskerinde!
Naar det mig rinder klart ihu:
det er for Dig, jeg tegner,
jeg trøstes; thi jeg veed, at Du
det ej saa nøje regner.
Thi Du, min Julie, som seer
med Kjærlighedens Øje,
vil venligt og med snild Manér
det Manglende tilføje.
Derfor mit Billed lægges ned
i Dine kjære Hænder,
at dømmes af en Kjærlighed,
som ene ret mig kjender.
Som han
sang
om og til hende, saa bragte han hende
Blomster. Hver Søndag Morgen hele Aaret igjennem
modtog hun en Buket fra ham, om Sommeren dejlige,
svulmende, dugvaade Roser, om Vinteren svagere Ud
foldelser, som han lod sige til hende:
Fra Vinterens Kulde
vi komme herind
for yndigt, Du Hulde,
at kvæge Dit Sind.1)
Kom han om Aftenen Kl. 9 ind til Te i Daglig
stuen, var han altid elskværdig og blev da derinde til
den øvrige Families Sengetid, undtagen i de senere Aar,
i) Sml. Digtn. X, S. 17.