283 / 500
— 276 —
var det ham en kjendelig Lidelse at høre derpaa, og
han sagde ikke et Ord, da det var færdigt. Sangeren
Ju lius Steenberg
siger1): „Jeg kan saa godt forstaa
den Uvillie, som Chr. W inther nærede ligeover for visse
musikalske Gjengivelser af Digte, idet han — i Mod
sætning til mange Andre — var for meget Digter og
Aandsaristokrat til at føle sig særlig hædret ved at blive
sat i Musik. „Erlkönig“ f. Ex., fandt han, burde slet
ikke have været komponeret af Nogen, ikke engang af
Schubert.
Goethes „Erlkönig“ var ham Nok, og, skulde
han absolut tvinges til at høre Musik dertil, vilde han
blive mindst forstyrret af
Weyses
eller
Reichardts
.
Goethe
følte, som bekjendt, paa samme Maade.“
Lige saa lidt som Winther vilde høre sine Sange
sungne, kunde han som oftest lide, at hans Digte de
klameredes. E n , som meente ham det godt og med
Fornøjelse havde hørt Fru
Gj&rlmg
fremsige et af hans
Træsnit, fortalte ham det; han brummede vredt og gik
sin Vej. Han vilde overhovedet helst tale om alt Andet
end Literatur og Kunst. At der blev gjort Tegninger
til hans Digte var ham almindeligviis heller ikke behage
ligt; han syntes f. Ex. slet ikke om den illustrerede Ud
gave af „Træsnittene“.
Var saaledes W inther helst fri for at drages frem
som Digter, kunde der dog være Tilfælde, hvor en op
rigtig og skjøn Hyldest glædede ham; dette var saaledes
i høj Grad Tilfældet, da
Carl Ploug
tilegnede ham sine
„Samlede Digte“ med det bekjendte prægtige, friske og
fuldbaarne Digt, i hvilket det hedder:
J) „Muser og Sirener“ S. 17.