286 / 500
thi paa mit haarde Panser sad,
lig Himlens Stjærner klare,
en mælkefarvet Perlerad;
men den mig bragte Fare.
Der steg en Mand til Havets Bund
og tog mig op paa Landet
og roved Skatten af min Mund
— han vilde ikke Andet.
Jeg blev et fattigt Kreatur,
men skal ej staa til Skamme;
thi Dannelse og Politur
jeg fik dog med det Samme.
Jeg har nu søgt en Kondition
og prise kan min Lykke:
det er en fin og pæn Person,
hos hvem jeg nu skal bygge.
Han følger Brages høje Kald
og nyderYduns Gave;
det er den ædle norske Skjald
Andreas Munch,
hin Brave!
*
Jeg gjemmer for ham i min Skal .
Postmærker og Oblater,
naar skrives maa til
Johan Dahl
og andre Potentater.
Man vil se, at
Munch
hørte til de faa Ældre, der
korn i Winthers Hus; den Stadigste og mest Opof
rende af disse var Maleren
Constantin Hansen.
W in
ther og han havde gjort hinandens Bekjendtskab vistnok
allerede i 1831 paa et Dampskib, maaske dengang Chr.
Winther rejste til Italien. Chr. Winther kjendte da ikke
C .H .;
han kom hen og talte til ham paa Tysk ; paa
dette Sprog meddelte de sig en Tid, inden de opdagede
Landsmandsskabet. Senere fortsattes Bekjendtskabet —
saaledes i
Chr. Petersens
Hus — og det var Chr. W in— 279 —