291 / 500
— 284 —
stor Besindighed“ 1). „Det er et mærkværdigt Menne
ske“ 2). De talede altid meget livligt sammen; deres
Forhold var dog „mere venskabeligt end intimt“.
Af ældre Venner, som Winther mistede i disse Aar,
kan nævnes Pædagogen, Professor
Fr. Lange,
der d.
llte F e b r . 1862 døde pludseligt paa Universitetet. W in
ther gik strax, da han hørte det, op til hans Enke, som
saa spurgte ham, om han ikke vilde se den Afdøde.
Winther blev urolig og nervøs. „Jeg har aldrig seet et
Lig,“ sagde han, og snart efter forlod han hende. Han
havde det ligesom
Goetlie,
om hvem det vides, at han
hverken kunde bekvemme sig til at besøge
Schiller,
da
denne laa syg, eller til at se ham som Lig. Da
Falk
fortalte, at han havde seet
Wieland
som Lig og derved
skaffet sig en ubehagelig Nat, bebrejdede
Goetlie
ham
det og sagde: „Hvorfor skulde jeg ved at se min Ven
som Lig udslette det smukke Indtryk, jeg har af ham?
. . . Jeg for mit Vedkommende ønsker at bevare et mere
sjælfuldt Billede af mine Venner, end man faaer ved
Synet af den sjælløse Maske.
Lewes
siger, at denne
Tilbagetrukkenhed overfor Sygdom og Død ikke havde
sin Grund i Ufølsomhed; det var snarere en overdreven
Følsomhed end Mangel paa Medfølelse; hans fine Natur
ængstedes for „Sindsbevægelsens
S lid“,
og han fandt
ingen Tilfredsstillelse i „Taarernes Luxus“. Det Hæslige
og Mørke forstemte ham; „det fordærver mig min Fan
tasi“, plejede han at sige. Just saaledes gik det Chr.
Winther; det er, ligesom det var skrevet om
ham.
Han
følte altid meget varmt for den Sørgende; da han saa
ledes i Rom 1855 fik det Hverv at melde Fru
Agier
b Breve fra og til C. W., S. 172. 2) Smsteds S. 179.