293 / 500
— 286 —
Da saa Bedstefaderen, gamle Malermester
Werliin
, døde
i 1863, mødte
Henri
ved dennes Begravelse; men her
gik hans Fader Mge forbi ham uden at kjende ham.
Næste Dag fik Sønnen imidlertid Brev fra ham, hvem
det var blevet fortalt, at han havde været tilstede, og
som nu udbad sig hans Besøg. Efter den Tid stod
Henri
i Forbindelse med bægge Forældrene, men følte
en stor Lettelse, da denne Dobbelthed ved Faderens
Død blev hæ vet1). Hvorledes dette Dødsfald virkede
paa Chr. Winther og hans Hustru, vide vi Intet om.
Maaske sagde han ved denne Lejlighed: „Hvor velgjø-
rende er det ikke, at der er mere end een Stræng i
vort Bryst, der kan klinge; kun derved kunne Disso
nanserne, der ellers vilde bringe vort indre ø re til For
tvivlelse, lidt efter lidt opløses til den beroligende, rene
Akkord“ 2).
Winther levede meget i Minderne fra Ungdommen;
han synger3):
Gaaer jeg i Skov ved Vaarens Tid,
og Dagen ret er lun og blid,
mig svæver huldt imøde
en Strøm af Duft fra Urt og Blad,
naar vaagnende i Duggens Bad
af Solens Kys de gløde.
Den trænger sig til Hjærtet ind
og vækker i mit stille Sind
hensvundne Tiders Billed,
og mangt et Minde, som laa gjemt
i Sjælens Dyb og næsten glemt,
staaer klart for Øjet stillet.
b Hans egen Meddelelse til mig. 2) Sml. Digtn. VIII, S. 28.
s) Smsteds X, S. 130—31.