— 285 —
hendes Faders,
Stefan Hegers,
Død, unddrog han sig
ikke for det, men var saa bevæget derved, at han knap
kunde tale; og Saadant var ham altid meget ubehage
ligt; Folk maatte ikke se Sligt. Derfor gik han — som
f. Ex.
Walter Scott
— heller aldrig med til Begravelse.
Engang fortalte han paa et af sine daglige Besøg i
Reitzels
Boglade: „Jeg har været til Begravelse; men
jeg gik, før Talen begyndte. Min Ven,
Ludvig B&dtcher,
blev jordet. Jeg syntes, det var min Skyldighed at
møde; men jeg rømte i Stilhed, saa hastigt jeg kunde.
Jeg ynder ikke Begravelser. Tænk, jeg forsømte
Oehlen-
schlægers
!“ 1). Den eneste Gang, han ellers vides at
have indfundet sig til en Jordefærd, var, da Fru
Monrad
i 1871 var død; da tog han over til Nykjøbing og fulgte
hende. Ved samme Lejlighed gjensaae han den By,
hvor han „havde faaet sin første
Skole
tugt“ 2); han
sagde om den: „Den er ikke meget forandret, hvad
Gader og Huse angaaer; men jeg kan omtrent regne
mig til, at der ikke er nogen levende Sjæl tilbage af
dem, som i Aaret 1815 gik i Frisegade eller Slotsgade
eller paa ø sterg ade“ 3). —
E t Dødsfald, som — for saa vidt — maa have
været en Lettelse for Chr. Winther og hans Hustru,
indtraf d. 12te April 1866, nemlig Præsten
Werliins.
Der havde begribeligviis ikke været nogen Tilnærmelse
mellem Winthers og ham; men
Henri Werliin
var dog
et Slags Bindeled mellem dem. Efter at have forladt
Faderen, havde han ikke i 7 Aar seet denne, uden en
enkelt Gang paa Gaden, og da flygtede han for ham.
b Se „Dannebrog“ 3die April 1898. 2) Et Udtryk i et Brev til
hans Hustrus Søstersøn, Kommunelæge
Otto Petersen.
3) Smsteds.