ChristianWinther

— 285 —

hendes Faders,

Stefan Hegers,

Død, unddrog han sig

ikke for det, men var saa bevæget derved, at han knap

kunde tale; og Saadant var ham altid meget ubehage

ligt; Folk maatte ikke se Sligt. Derfor gik han — som

f. Ex.

Walter Scott

— heller aldrig med til Begravelse.

Engang fortalte han paa et af sine daglige Besøg i

Reitzels

Boglade: „Jeg har været til Begravelse; men

jeg gik, før Talen begyndte. Min Ven,

Ludvig B&dtcher,

blev jordet. Jeg syntes, det var min Skyldighed at

møde; men jeg rømte i Stilhed, saa hastigt jeg kunde.

Jeg ynder ikke Begravelser. Tænk, jeg forsømte

Oehlen-

schlægers

!“ 1). Den eneste Gang, han ellers vides at

have indfundet sig til en Jordefærd, var, da Fru

Monrad

i 1871 var død; da tog han over til Nykjøbing og fulgte

hende. Ved samme Lejlighed gjensaae han den By,

hvor han „havde faaet sin første

Skole

tugt“ 2); han

sagde om den: „Den er ikke meget forandret, hvad

Gader og Huse angaaer; men jeg kan omtrent regne

mig til, at der ikke er nogen levende Sjæl tilbage af

dem, som i Aaret 1815 gik i Frisegade eller Slotsgade

eller paa ø sterg ade“ 3). —

E t Dødsfald, som — for saa vidt — maa have

været en Lettelse for Chr. Winther og hans Hustru,

indtraf d. 12te April 1866, nemlig Præsten

Werliins.

Der havde begribeligviis ikke været nogen Tilnærmelse

mellem Winthers og ham; men

Henri Werliin

var dog

et Slags Bindeled mellem dem. Efter at have forladt

Faderen, havde han ikke i 7 Aar seet denne, uden en

enkelt Gang paa Gaden, og da flygtede han for ham.

b Se „Dannebrog“ 3die April 1898. 2) Et Udtryk i et Brev til

hans Hustrus Søstersøn, Kommunelæge

Otto Petersen.

3) Smsteds.