290 / 500
— 283 —
havde næret det danske Folks Liv. „Hvormange T il
sender have ikke sunget Dine Sange og faaet inderlig
Kjærlighed til Modersmaalet ved dem!“ 1) Hun sagde
om ham som Menneske: „Der er Faa, der veed, hvor
inderlig god han er.“ -— Til
Monrad
var Chr. Winther
jo allerede i „
Wilster-
Striden“ kommen i et vist Forhold.
Da
Monrad
i 1846 drager som Præst til Vester-Ulslev
paa Laaland, skriver Winther Afskedssang til h am 2), og
jeg har allerede omtalt, hvorledes
Monrad
senere flere
Gange griber ind i Winthers Liv. I den wintherske
Familie var han ofte en klog og sund Raadgiver. Paa
ham har Winther aabenbart tænkt, da han skrev Digtet
„En Udvandrer“ 3), og fra Ny Zeeland skriver
Monrad
til h am 4): „Hver Dag, naar jeg slaaer Øjnene op, er
Du den Første, jeg tænker paa. Du er mit Uhr. Sagen
er, at Dit Portræt hænger lige over min Seng, og . . .
jeg veed, at det er Morgenrøde, naar jeg kan skjelne
Rosen paa Din Hat.“ Han kalder Winther sin
kjære
Ven
og hans Hustru sin
trofaste Veninde
5). Til Gjen-
gjæld beundrer Winther
ham.
Til hans Hustru skriver
h a nG): „En saadan Mand som den, Du har, finder
man ikke let Mage til . . . Skjøndt han er nok saa be-
og over-læsset med Arbejde, saa er han i Stand til baade
at erindre og iagttage alt andet Udenforliggende indtil
den mindste Detail.“ Han tvivler ikke om, at
Monrad
altid
vil
Noget, „og at det maa blive noget Interessant,
noget Alvorligt, derfor, synes mig, hans dygtige Person
lighed . . . borger; med al sin Kraft forbinder han en
b Breve fra og til C. W., S. 124. 2) Sml. Digtn. II, S. 68.
3) Smsteds X, S. 128—29. 4) Breve fra og til C. W., S. 135 —37.
b Smsteds S. 135 og 137. 6) Smsteds S. 123.