297 / 500
— 290 -
blad. Det er egentlig forkert; thi i dette Spil — som
i saamange andre — er Damen altid Trumf.
Dit korte Besøg hos os glædede mig ret inderligt;
gid det havde været lidt længer! Naar man pludseligt
seer En af sine Kjære, og fra de Egne, hvor man for
hen har levet og oplevet Saameget, vækkes der paa
eengang saa mange Erindringer, at man næsten ikke
kan blive færdig med at spørge. Det mærkede Du vel
nok?
Jeg behøver ikke at ønske Dig: Lev vel; thi jeg
syntes, jeg kunde se, at Du var glad og lykkelig, uagtet
Skæbnen har tilskaaret Dig „haardt Brød“. Hvis Din
Husbond seer disse Linier, vil han sagtens forarge sig
over den uvittige Spillen med hans Navn. Men han
maa finde sig deri; det er egentlig en Hævn, jeg tager,
fordi der — som Du nok kan begribe — saa ofte er
spillet og gjort dumme Løjer med mit.
Jeg har stor Lyst til at gjøre Din Ægtefælles Be-
kjendtskab, og jeg — Din gamle Onkel — paalægger
Dig, at Du bruger den Autoritet, som Du jo
naturUgviis
har, og formaaer ham til at besøge os, naar han engang
gjæster denne By.
Foruden til Hr.
Panduro
beder jeg Dig at bringe
en Hilsen til Hr.
B r u u n
*),
Inga -)
og
Jacobine
3) fra
Din hengivne
Christian Winther.
Mange Hilsener fra
Julie
og
Ida.1
i) Hendes S. 179 omtalte Svoger. 2) Dennes Hustru, til hvem
Chr. Winther har skrevet Digtet S. 22 i „Efterladte Digte“ og end
videre. det S. 24: „Til Dronning I.“. 3) Ogsaa
K nud Stdenius’s
Dat
ter, gift med Sagfører
Gulmann
i Maribo.