302 / 500
— 295 —
bag Højen tryg og stille,
kan Stormen ikke naa.
Den snævre Have rummer
en Skat af Grønt og Blomsterduft;
fra Kuben Bien summer
ud i den varme Luft.
Tæt ved den blanke Rude
har Svalen klinet op sin Bo;
blødt ligger, som paa Pude,
i Eng den brune Ko.
Saa lunt i Lindens Grene
en Drossel sidder mangengang
sørgmodig og alene
med sig og med sin Sang.
Frisk dufter Kløvermarken,
Vildanden sejler med sin Viv,
og Fisken slaaer i Parken
imellem Blomstersiv.
Hen over bløde Høje
til fjærne Skov fra denne Vraa
ustandset kan mit Øje
i Fred og Vemod gaa.
Den svale Kilde rinder
hen mellem Sten og snakker smaat;
den vækker gamle Minder,
som gjør mit Hjærte godt.
Hvor ensomt og hvor stille!
Hvor fjærnt fra Verdens stygge Larm!
Her kunde Sangens Trille
let svæve fra min Barm.
Det er godt, at saadan „en Hytte“ seer bedre ud paa
Frastand, end naar man boer i den. Han siger selv
efter at have beskrevet en anden lille Bolig i Skovenx) :
„Det var en af de Pletter, om hvilke man saa ofte i en
h Sml. Digtn. IX, S. 82.