300 / 500
— 293 —
Der
tør Din Tanke sværme frit
og glemme Alt, hvad Du har liidt;
det smaaligt Usle svinder snart,
det store Omrids bliver klart,
forsonet glemmes Din Foragt,
og lutret straaler Livets Pragt.
Paa mangfoldige Maader varierer han saadanne Udta
lelser om Naturen:
Er Sjælen mørk og Hjærtet sygt,
gak ud, hvor Herrens Hal er smykt,
og læs et Blad, udtyd et Straa —
Din Trøst staaer skrevet klart derpaa.x)
Er mit Hjærte frisk og glad,
ænser jeg knap Rosens Blad
næppe Fuglens Sang i Skoven;
i det indre Jubelkor
svinder Himmel, Hav og Jord,
og min Tanke er forvoven.
Men, naar heelt min Sjæl er Nat,
miskjendt, haanet og forladt,
jeg kun hører Smertens Stemme —
flygter fra sit Fangebur
Tanken til Din Favn, Natur
for at døves der og glemme.2)
Alt derude forstod han;
thi
det
mig mon forlene
den Gud, som mig har kaldt,
i Løndom at forene
mig med Naturens Alt.3)
Dejligst former hans Naturkjærlighed sig i Sangen4):
Du, som har Sorg i Sinde,
gak ud i Mark og Lund,
og lad de svale Vinde
Dig vifte karsk og sund!
l) Sml. Digtn. V, S. 195. 2) Smsteds I, S. 244. 3) Smsteds III,
S. 180. 4) Smsteds VII, S. 208.