299 / 500
— 292 —
Sanger: „Jeg mener, megen Talen, den baader ikke
stort“ x). Ved et gemytligt Middagsselskab kunde han
sidde udeltagende, uden for hele Stemningen, og, selv
om han
der
drak noget V in , kom Gemyttet kun en
enkelt Gang frem. Meget blev ved saadanne Lejlig
heder sagt og gjort, som stødte hans fine Natur, og
saa trak han sig tilbage. I sin Tid, da hans ægte
skabelige Forbindelse med
Julie
forberedtes, havde han
lært at blive forsigtig, naar han stod Ansigt til Ansigt
med „Verden“. Overfor Fremmede var han meget til
knappet og formel, men altid — som der blev sagt om
ham — „af fin Tone“. Om Selskabslivet sang h a n 2):
Hvis Du vil fly fra Verdens Tant,
hvor Træthed kun Dit Hjærte fandt,
hvor Hverdagssladrens matte Fisk
blev daglig dækket Dig paa Disk, •
hvor Mistro lurer paa Dit Fjed
og Nar kun troer paa Trofasthed;
hvis Du vil sky den vamle Færd,
saa fjæl Dig dybt bag Skov og Træer,
gjør Egen, Bøgen til Din Ven,
elsk Blomsten, der omdufter den;
en mosgroet Sten, den grønne Eng
Dig vorde Bænk og Hvileseng,
en lille Fugl paa løvfuld Gren,
en mørkblaa Sø, et Straa, en Sten,
den lette Hind, som paa Dig seer
med milde Blik, et Blad, en Fjer,
som sejler ned ad klare Bæk,
de røde Bær paa Hybenhæk,
den fjærne Klokkes Aftensang,
et Valdhorns længselsfulde Klang —
men fremfor Alt den dybe Fred,
den trygge Aftenrolighed,
vil styrke, læge balsamsødt
hvert Saar, som Livets Dolk. har stødt.
J) Sml. Digtn. VII, S. 74. 2) Smsteds V, S. 105.