306 / 500
— 299 —
Det maa hævdes, at Winther havde megen Sprogkyn-
dighed og paa dette Omraade kunde komme med sind
rige Bemærkninger, som viste, hvor flittigt han havde
gjennemgrandsket vort Modersmaal og hvor øm han
var over dets Ret og smukke Brug. Blandt hans Efter
ladenskaber fandtes der ogsaa forskellige Optegnelser,
han havde gjort, og som navnlig viste, hvor meget
Etymologien interesserede ham og hvor omhyggeligt
han studerede den. I „Breve fra og til C. W .“ findes der
Exempler herpaa S. 214 og 216, hvor han — efter at
have afledet forskjellige Ord — siger: „Undskyld min
Dristighed og store Lærddom, hvorpaa jeg, hvis jeg vilde,
kunde give flere forbavsende Beviser.“ Han kunde Tysk
og Italiensk omtrent lige saa godt som Dansk og var
saa temmelig hjemme i Fransk og Engelsk, hvilket sidste
Sprog han lærte sig selv, da han var tresindstyve Aar
gammel, og hans Udtale af det var ganske korrekt.
„Den nyere Retskrivning“, som
Svend Grundtvig
havde gjort sig til Talsmand for, var Winther en ivrig
Modstander af. Han spørger
Const. Hansen
x): „Har
De i Berlingske Tidende læst
F. L . Mynsters
Indsigelse
mod den nye Retskrivning, som Sv. G. & Ko. vil paa
tvinge os?
Han [Mynster]
er vred, dog ikke nær saa
gal i Hovedet som jeg selv.
Kunde
jeg, saa skulde
jeg vadske Hovedet paa disse Herrer. Men jeg er en
Stakkel. „Vad Sv. Gr. angår, så værken vil jeg ændse
eller kan jeg indse tron på, at han er helt en helt i
sprogvidenskaben“, etc., etc.“ Med Glæde udbryder han
to Aar efter2): „Prof.
Rovsing
har sendt mig en Bog
Breve fra og til C. W., S. 190. 2) Smsteds S. 206.