307 / 500
— 300 —
om „Retskrivnings-Spørgsmaalet“ x), som i Eet og Alt
har mit fulde Bifald. Jeg kan ikke Andet. Alt i For
vejen havde jeg efter fattig Ævne tænkt mig næsten det
Samme, som han her med knusende Overlegenhed klar
ligt beviser.“ Til
Michael Rosing
skriver W inther2) :
„Deres Retskrivning, som er mig gamle Person saa lidt
tiltalende, har undertiden generet mig, f. Ex.
saa
(saae),
f o r
(foer),
ved
(veed), har hist og her tvunget mig til
at læse om igjen.“ — Sit Resultat udtaler han saaledes3):
„For mig maa vor Retskrivnings-Komité gjøre sig saa
lystig, som den vil. Jeg tvivler ikke om, at de lærde
Kræfter, der have samlet sig om dette Anliggende, jo
ville hidføre et godt Resultat. Kun maa man ikke for
lange, at
ældre
Forfattere skulle tiltræde en saadan Om
ordning, og endnu mindre, at deres Arbejder, f. Ex. ved
nye Udgaver, skulle optage den nye Retskrivning. Det
vilde være at berøve dem Endel af deres karakteristiske
Fysiognomi. Tilbagevirkende Kraft skal Sligt ikke h av e ;
men Forandringen maa fremgaa som en Naturnødven
dighed, næsten af sig selv, og
kun
begyndes og op
tages af den yngre — maaske endnu ufødte — Slægt. Det
er
m in
Mening om den Sag!“
Af det Foregaaende vil det let kunne sees, at det
ikke var Mangel paa Kundskab til det danske Sprog,
der bragte Winther til at søge
Liebenbergs
Hjælp; det
var snarere hans daarlige Syn.
Flere Gange, naar han under Udgivelsen af „Sam
lede Digtninger“ gjennemlæste sine tidligere Arbejder,
h „Retskrivningsspørgsmaalet i dets Forhold til Literaturen og
Folket“. Som bekjendt bekæmpede
R.
ivrigt
„Sv. Grundtvig
& Ko.“.
2) Breve fra og til C. W., S. 223. 3) Smsteds S. 170.