312 / 500
— 305 —
iisel, elendig.“ Naar der nu var en større Kres samlet
i hans Hus, satte han sig hen i en Krog og bad om,
at Ingen i mindste Maade vilde tageNotice af ham.
„Betragt mig endelig, som om jeg ikke var tilstede!“
sagde han altid. Hans Læge og Ven, den ædle
Em il
Hornemann,
vilde gjærne have ham op til en øredoktor;
men Winther var bange herfor og afslog det bestemt,
indtil
Hornemann
en Dag kom og sagde: „Nu er det
aftalt med Professor
Schytz;
han venter Dig iformiddag.
Du skal ingen Instrumenter have i ø re t.“ Winther
maatte da afsted, og efter et Par Dages Forløb fik han
sin Hørelse tilbage, hvilket
han viste sig yderst tak
nemmelig og lykkelig over.
Det viste sig, at han ved
Badning havde faaet Vand ind i Ørene, hvilket havde
udviklet en Hævelse, der havde taget Hørelsen fra ham.
Men Synet blev stadig svagere og svagere. Hans
Nedtrykthed derover brød ud i rørende Vers. Saaledes
synger h an x) :
I Blindhed famled jeg paa hine Strænge,
som jeg saa ofte bragte til at klinge,
og som min Tanke fik paa deres Vinge
til let at svæve over Danmarks Vænge.
Forgjæves! — Jeg paa Væg lod Citren hænge,
afbrudte Tanker blev det kun og ringe,
som nu maa vente paa Hvad Tid vil bringe;
men ak, det varer vistnok meget længe.
Thi jeg er sunken i en Dødsens Dvale;
mit
øre
vækkes ej af Musens Stemme,
naar hun med
Kildens
Vand mig vil husvale;
og naar hun banker paa, jeg er ej hjemme.
Atter synger h an 2):
x) En Samling Vers, S. 48. 2) Smsteds S.
50.
N.
B e g h : Chr. Winther.
III.
2 0