317 / 500
sagde Digteren.
„Kjsere Christian Winther! , raabte
Høyen
leende, „det er noget forskrækkeligt Stads!“
Herover blev Winther meget fornærmet og talede senere
med stor Kølighed om „den akademiske, kunstkloge
Høyen
“, ja , i et Brev fra 1872 siger han:
„Heyen
var — idetmindste ifølge
mm
Erfaring
ligesaa hen
synsløs og plump, som indbildsk og hovmodig!
Men jeg kom bort fra Chr. Winthers Besøg hos
E x n e r !
Hans Ærende var, at de i Forening skulde
udgive en Billedbog for Børn.
E xner
svarede: „Det
har jeg slet ikke Stof til“ ; men Chr. Winther pointerede
stærkt: „Jo vist har De saa, naar De blot
m l
.1
Saa
sendte Winther
E xner
følgende hidtil utrykte Digt.
Den
8
. August 1860.
Til
J. Exner!
Du, som i Din Begejstrings Ild,
hvis Sandhed aldrig svigter,
ved Skygge, Lys og Farvespil
et yndigt Liv os digter;
som med elskværdigt Skjælmeri
fremtryller mangen Scene
med Følelser og Tanker i,
solklarede og rene;
veed Du ej nok, at det er Tid
at digte og at synge,
mens Dagen ret er lang og blid
og Blomster staa i Klynge?
Thi, kommer Kulden, mørk og grum,
og Storme frem sig trænge,
da sidder Sangens Fugl jo stum
og lader Vingen hænge.
O, tag Dit Kul, Din Blyant, frem,
og digt af alle Kræfter,
og lad mig se de Blade — dem,
min
Sangfugl længes efter.
— 310 —