321 / 500
- 314 —
saa syng! — Da har en Post Du at forsvare.
Det før er seet, at Sang kan ryste Troner
i Harmoni med Rifler og Kanoner.
Til Erato synger h a n 1):
Hvad vil Du mig? Hvor kan Du tro, det sømmer
sig nu at siaa saa bløde, kjælne Strænge,
at svæ ve sødt som Bien over Enge
med Kvad som Lærkens, der paa Ætren svømmer?
Hvad vil Du her? Jeg troer forsand, Du drømmer.
Har Du ej seet, Stormskyerne sig trænge
tæt over os? Har Du ej seet, hvorlænge
i harmfuld Smerte hvert et Bryst sig emmer?
Ved Skibbrud ej man synger over Skroget.
Sæt Noder, Du, for Hornet og Trompeten,
ifald Du ellers troer, det hjælper noget.
Lad nu Din Lyre hænge sløv i Stumhed!
For sidste Gang Du i min Haand har seet den,
hvis Danmark synker, knust ved Vold og Dumhed.
I fem Sonetter paakalder han Hjælp fra „en vis Mand“
o:
Carl den Femtende
2):
Men se, Din gode Nabo vil man fælde.
Han forhen sprang og knejsed som en Fole,
nu ej han lappe kan sin vendte Kjole,
ej sine Buxer — med Respekt at melde.
Et Blink fra Dig, og Mulmet vil forjages,
vort Hjærte lettes for al Ve ogVaande,
og over Danmarks Sletter vil det dages;
naar da i Fred vi Friheds Luftning aande,
skal til Din Ære Harpen atter tages
og Brages ædle Kunst os gaa tilhaande.
Disse Sonetter affødte i „Dagbladet“ for d. 28nde Oktbr.
1863 et Svar af
Frederik B&gJP),
som bebrejder Win
ther hans Modløshed:
b Sml. Digtn. X, S. 111. 2) Smsteds S. 105— 8. 3) Se dennes
„Efterl. Arbejder“, S. 7 9—81.