316 / 500
— 309 —
verne, og saa dikterede han den før omtalte Under
officer Oversættelsen.
I 1860 indfandt Chr. Winther sig en Dag hos
Exner,
med hvem han aldrig før havde været i personlig Be
røring, men hvis Billeder i høj Grad havde tiltalt ham,
fordi de saa ganske svare til
den
idylliske Del af Win
thers Digterbegavelse, der har skabt „Træsnittene“. Han
har maaske tænkt paa
Exner,
naar han i „Episode af
et Familieliv“ taler om „de Billeder, som fremstille Scener
af det lavere Folkeliv, der fulde af djærv Kraft og skalk
agtigt Lune ved saamangen dygtig Kunstners Pensel
træde os imøde med slaaende Sandhed og altid ere os
saa tillokkende.“
Heyen
fortalte, at, da han engang
i 1854 kom ud med Christian Winther fra Det sixtinske
Kapel, sagde Digteren: „Ja, veed De Hvad: naar
jeg
maa faa
Exners
Billeder hjemme paa Galleriet, saa maa
De
for mig gjærne beholde
Raphael
.“ Winther greb mest
Stemningen og Ideen i et Maleri, Motiverne fængslede
ham, men Udførelsen kunde han ikke med Sikkerhed
bedømme. Selv sagde han, at han ikke havde rigtig
Forstand paa Malerier og Skulpturer1). Med en Kunst
ner talede han om alt Andet end Kunst, hvorpaa han
ikke vovede at indlade sig2). Dog havde han det ægte
Kunstnerøje, for hvilket vist Intet i Kunstens Verden er
heelt fremmed. Vist er det, at han elskede Malerier, og
aarligt glædede han sig til „den dejlige Udstillingstid“ ;
da var han næsten hver Dag Gjæst paa Charlottenborg
og saae Alt grundigt igjennem. Engang stod han
der
foran et Maleri af
Kiærskou,
og i det Samme kom
Heyen
forbi. „Jeg staaer og glæder mig over det,“
b Breve fra og ti! C. W., S. 172. 2) Smsteds S. 156.