322 / 500
— 315 —
Langt smukkere det var, end lydt at klynke,
om Du i Harpen greb, saa Hjærter trange
af Dine Toner Modet kunde fange,
ja, Liv og Ild, at Suk de maatte ynke.
Der siges endvidere:
Og, om end nok saa klarligt vi erkjender,
der er en Ven, med hvem vi helst gad leve,
hvem glad vi rakte bægge vore Hænder, —
foruden Blu dog endnu ej vi bleve,
at uindbudt paa Døren vi ham render
med myge Lader og med Tiggerbreve.
Samme Dag indeholder samme Blad Følgende, om
hvilket Redaktionen siger, at den fuldkomment deler dets
Stemning og er sikker paa, at den vil finde Tilslutning
hos alle Danske, der have Følelse for deres egen Ære
og deres Fædrelands Værdighed:
T il Christian Winther
i Anledning af Digtet „Til en vis Mand“.
„Fy, Landsmand, hvilke stygge V iser!“
Hvad er det dog for et Digt, der her bydes det
danske Folk og „en vis Mand“ ! Hvad er det dog for
en Tone, der klinger gjennem dette Digt, der idet dan
ske Folks Navn taler til tvende Nabofolks Konge? Er
den danske Mand efter Treaarskampen mod Tyskland,
efter det Opsving, vor hele indre Udvikling har taget i
de sidste 15 Aar, i en saadan Tilstand, at hans Tals
mand tør sige: „Nu ej han lappe kan sin vendte Kjole,
ej sine Buxer . . .“ ? Er den Nation, der af Fremmede
omtales med saamegen Agtelse, der jo nylig er skildret
som den, der ej er at spøge med, men vil vise sig som
en „Kat, der kan rive“, — er den i Virkeligheden stillet
saaledes, at dens Tolk kan forkynde, at „Nornen alt til