323 / 500
— 316 —
Undergang os vier“? Saaledes taler Tiggeren, der vil
røre. Aaja, stundum røres man jo og ved Betlerens
Bøn; men stundum bliver Svaret paa saadan Tiltale:
„Min gode Mand, jeg beklager Dem meget; men for
Øjeblikket seer jeg mig ikke i Stand til at hjælpe Dem“.“
Der hævdes nu, at, hvis Winthers Digt virkelig var
et Udtryk for Stemningen i Danmark, hvis „Navn og
Frihed vejredes hen som tomme Skaller“, da maatte
„Hjærterne briste“ og „Sangen tie“ ; men det er ikke
saa. „Hvad bevæger da Digteren til at synge i denne
modløse, for Nationen og for ham selv uværdige, klyn
kende —
Poul Meller
vilde sige: affekterede — Tone?
Før kunde man sige til ham: „I Din Kunst har Du
hjemme som en Mester i Dit F ag “ ; nu nødes man ved
dette Digt til at tilføje:
„Formørke vil dets Erindring
„Din Billedverdens Glans
„og lægge hæslig Hindring
„for Dine Synérs D ans“.“
Der spørges nu Winther, om han da ikke veed, at
de danske Hjærters Længsel efter Samfund med Brødrene
hinsides Sundet bæres af Tanken om et sandt Broder
skab, hvor de Trende blive til Een og den Ene til Tre;
vi ville være Led i Treheden, men ikke bede om, at vi
af Barmhjærtighed maa faa Tag over Hovedet for ikke
at omkomme i vor pjaltede Uselhed. Det gjælder om
i Modgang at have Mod. „Hvis saadanne Digte og
ikke „Den tapre Landsoldat“ vare skrevne i 1848, mon
vore Jenser da vare gaaede i Kampen som de gjorde?
De gamle Skjalde opflammede til Kamp, og, hvis man
ikke kan det, maa man hellere tie stille.