324 / 500
— 317 —
„Hvis der iblandt os levede en Digter, i hvis Bryst
Danmarks Hjærte slog, og, hvis Fædrelandskærlighed
tvang denne til at sende Toner over Sundet til „en vis
Mand“, saa maatte disse lyde helt anderledes, om de
skulde vække — ikke
Medlidenhed
(som Politiken ikke
befatter sig med) — men
Opmærksomhed;
en saadan
Digter maatte i Kraft af sit Kald tale som Konge til
Konge. Digteren skulde ikke
rere,
men
gribe
og op
flamme til Handling. Store Fremtidsbilleder kunde en
saadan Digter oprulle for den lyttende Konge; klart
maatte han synge ud Hvad der endnu kun dunkelt laa
i Bevidstheden: „Grib Øjeblikket, det store, inden det
slipper Dig af Haanden!“ Ej vilde en saadan Digter
sige: „Spørg hverken Riddere eller Raader!“ ; men han
vilde sige: „Spørg saaledes, at Svaret bliver et Ja, ikke
et Nej! Opvarm ved Din egen Ild de mange betænke
lige Sjæle i Raadet, saa at de med Begejstring gribe
Sværdet. Vil Du vente, til
alle
Dine Riddere og Raader
eenstemmigt raabe et Ja, da siig til Dig selv, at Øje
blikket aldrig vil komme. Fra een Aand udgaa altid
de store Træk i Historiens Skakspil; er Trækket gjort
med Geniets Indskydelse, da se alle Riddere og Raader,
at Spillet ved dette Træk er vundet, og Faa af dem
ville da erindre, at de sagde Nej til Trækket og ikke
Ja.“ — Se, saaledes omtrent maatte en dansk Digter
tale til „en vis Mand“.“
I „Flyveposten“ for 23nde Jan. næste Aar rykkede
Claudius Rosenhoff
frem mod Winther, „den kjære
Kløversanger“, hvem han taler til paa Vers, omtrent i
samme Dur som ovenfor; han anklager ham, fordi han
bruger Sonetformen til den Slags Digte, fordi han ikke