325 / 500
— 318 —
taler jævnt nok, raader ham til at blande det Muntre
med det Skarpe, osv.
Herpaa svarede Winther — man kan vel sige:
selvfølgeligt — ikke. Hvor varmt han fremdeles beva
rede sine skandinaviske Sympatier seer man af følgende
hidtil utrykte Digt, som han d. Ilte Sept. 1865 sendte
„Kaptajn
Gusta f a f Forsell,
R. af. Dbg.“ til dennes
Bryllup:
Kjæk Du hist paa Dybbølskansen
flettede Dig Hæderskransen,
mens for Danmarks Liv Du stred;
og, skjøndt fuldt af Sorg og Smerte,
takker Dig mit danske Hjærte
for Din ædle Trofasthed.
Tusend varme Ønsker sender
jeg fra os, de danske Venner,
som Du trygt kan stole paa,
for den Pagt, som Dig skal binde
til en elsket, dejlig Kvinde —
for hvert Fjed, I sammen gaa. —
I Krigsdigtene — hvor varmt de end ere følte — er
den egentlige Chr. Winther forsvunden. Havde han med
fuld Dybde kjendt sig selv og sin Begrændsning, saa
havde han sagt med
Anakreon:
Jeg vil om Atreus’ Sønner,
jeg vil om Kadmos synge;
men Lyrens Strænge tone
om Kjærlighed alene.
Nys tog jeg andre Strænge,
ja, bytted hele Lyren,
Heraldes’ Daad at prise.
Dog klang endnu min Lyre
om Kjærlighed alene.
Farvel da, bolde Helte!
Herefter skal min Lyre
alene Elskov prise.