326 / 500
— 319 —
Det gjør godt, naar man fra det politiske Afsnit i „Bro
gede Blade“ kommer til Romancerne om Verner og
Malin. Man aander af fuldt, frit Bryst, blotter sit Hoved
og hilser Christian Winther.
Hvor dyb hans Smerte var ved Danmarks Ulykke
i 1863—64, seer man blandt Andet gjennem følgende
Uddrag af et utrykt Brev, han d. 1ste Novbr. 1864 skrev
til Grev
Carl Snoilsky:
„Hvis jeg sendte Dig dette Brev,
omgivet af sort Rand, skrevet med dansk Hjærteblod
og aabent for Alverden, saa var det egentlig saadan,
som det burde være. Danmark er død, den sidste Gnist
af Hæder og Ære slukket, vi forhenværende Danske
gaa omkring som sløvsindede Slaver, vort Liv er Yd
mygelse og den yderste Uselhed, vort eneste Livstegn
er ynkelig Forbitrelse og afmægtig Harme. Det Eneste,
som vore Øjne nu ere aabne for, det er den Overbevis
ning, at vi selv, vore Egne, fra øverst til Nederst, bære
Skylden for vor Ulykke og vor Skjændsel. Freden skal
være sluttet — men hvilken Fred! Dog — jeg vil ikke
kaste flere Skygger ind i Din Tanke eller formørke Din
Sjæl med dette skumle Billede. Derfor:
basta cosi
Z1) “
Paa samme Tid siger han, at der nu i Danmark leves
uden Æ re2). End mere vilde han med Rette have sagt
det, hvis han havde oplevet vor Tid.
Vor sørgelige Krig havde foruden Smerten for Dan
mark ogsaa bragt ham en dyb personlig: paa Valpladsen
var falden en af hans kjæreste Venner,
Henrik Pingel.
Det var en ung Mand, som han tilfældigvis havde gjort
Bekjendtskab med, da han en Dag med sin Hustru og
Datter var gaaet ind paa Strandmøllens Papirfabrik for
b Hermed Punktum! 2) Sml. Digtn. X, S. 128.