328 / 500
—
321
—
Hver for sig kan være god
af de tapre danske Døde,
som for
Intet
maatte bløde;
mig dog piner mest hans Blod.
Og mit Hjærte hamrer vildt,
spændt paa Harmens Pinebænke,
naar forbitret jeg maa tænke:
„Hvi blev al den Rigdom spildt?“
Svøbt i Dødens skumle Flor,
denne trodsig stærke Pande
maatte bøje sig og vande
med sit Blod den tabte Jord.
O, lyksalig er Du, Ven!
Tomme staa Dig Smertens Skaaler!
Klart Din Æres Stjærne straaler!
Men
vor
Ære — hvor er den?
Havde Chr. Winther saaledes mistet en for ham
kjær ung Mand, kunde han dog endnu finde Trøst
i flere andre saadanne, som varmt knyttede sig til
ham. Og her staaer i Forgrunden den førnævnte ud
mærkede — i 1841 fødte — svenske Digter, Grev
Carl
Snoilsky.
Det var under Studentermødet i 1862, de
gjorde hinandens Bekjendtskab. Deres første Møde skil
drer
Snoilsky
saaledes1):
Vi gingo nedåt østergade,
jag och min kjobenhavnske van.2)
En sleif i danska fårger hade
jag vid mitt brost — jag ser det an.
I vimlet vi en herre motte,
en ånnu rorlig gammal man.
Min van i sidan tyst mig stotte:
„ Christian Winther
“ — sade han.
1) „Diktér“ af C. S., 5te Saml. 1897, S. 78. 2)
Clemens Petersen.
N.
B ø g h : C hr. W in th er. III.
21