332 / 500
— 325 —
vor, end man ved første øjekast aner, gjør godt i en
saa lille, afsluttet Kres som vor.
Lev vel! Det er ingen tom, banal Frase, naar jeg
kalder mig
Deres Christian Winther.
Jeg frygter næsten for, at De ikke vil kunne læse
Halvparten af disse Linier; jeg skriver med stort Besvær
og halv iblinde.
The right honorable Mylord Mysse,
Aadde,
etc. etc., befinder sig nu ogsaa i Hovedstaden.1)
[Fra Fru Winther:]
Den 20nde Sept. 63.
. . . Dennegang maa jeg tale med Dig om Dig
selv og ikke skjule for Dig, at jeg græd mange Taarer,
ikke for de Fejl, Du siger, Du har, men fordi Du vil
kaste bort de Ævner, der ere givne Dig; Du har en
dyb poetisk Følelse, Kjærlighed og Alvor; disse Egen
skaber regner Du for Intet.
Du har givet efter for
alle Indtryk, fordi Du kunde gjøre det; Du skyldte Ingen
Regnskab derfor; men nu vil Du det ikke længer; nu
er Du en Mand, og nu kan Du ikke gjøre det; thi Du
vil
ikke. Denne Sommer var ingen Drøm. Hvis der
er Sandhed til, saa er Det, Du her oplevede og erhver
vede Dig, Sandhed, nemlig trofaste Hjærter, og trofast
maa Du være, først mod Dig selv og dernæst mod os,
der elske Dig; dog derom vil jeg ikke tale — men om
Trofasthed til Kjærlighed for P oesien .-------
Lappen, 22nde Sept. 63.
. . . Se, min Ven, forestil Dig nu, at Du er i Dit
Hjem i Kjøbenhavn; Du sidder ene med mig i mit
Kabinet. Jeg holder Din Haand i min og seer Dig i
*) Chr. W.s store, sorte Hønsehund, til hvilken
Ida TV.
og Grev
Snoilsky
uophørligt opfandt nye Kjælenavne. (Se om den: Sml.
Digtn. X, S. 132 og En Saml. Vers, S. 131 og 133.)